Som jurastuderende, godt i gang med sin bachelor, kan man hurtigt få det indtryk at man kan gå på vandet. Overalt hvor man færdes, i sociale sammenhænge eller blot en hilsen på en gammel nabo, bliver man mødt med et “wow” eller “Nøj, det må godt nok være svært at læse jura”. Min erfaring er, at hvis man vil hurtigt ned på jorden igen som stud.jur, skal man blot ses med en kreds af færdiguddannede jurister, så går der ikke længe før man får tilegnet sig lidt ydmyghed – forhåbentligt!
Men hvad er det vigtigste for ikke at lade præstige og wow-faktor stige én til hovedet, og værst af alt, gøre en selv til en dårligere jurist. Jeg tror det er at blive ved med at stille spørgsmålstegn ved det man tror man ved.
At sætte spørgsmålstegn som jurist er en balancegang, for en jurist der hele tiden stiller spørgsmålstegn ved egen viden, får aldrig noget gjort. Omvendt er den jurist der aldrig sætter spørgsmålstegn, en jurist der alt for ofte yder en fejlfuld rådgivning. Jeg må nok desværre sande (deraf denne artikel) at jeg nogle gange får tunnelsyn og glemmer at stille det rigtige spørgsmål ved min viden, specielt i denne face af mit studie, hvor min viden, trods omverdenens begejstring, er stærkt begrænset.
Så jeg vil sige som politikerne alt for ofte gør: “Jeg har lavet fejl, det erkender jeg, nu må jeg se fremad og lære af mine fejl”.
